Tidslinjen er IKKE en udtømmende gennemgang af kroppens kunsthistorie. ;xNLx;;xNLx;Den er til gengæld et godt og brugbart værktøj til at danne sig et overblik over "kroppens kunsthistorie" ud fra nogle få stikord om de forskellige perioders og strømningers forhold til kroppen
Overordnet gengives kroppen i et afbalanceret udtryk. Udviklingen i kropsgengivelsen fra tidlig til sen antik kan særligt ses i følgende tre skulpturer i galleriet nedenfor (Kouros, Spydbæreren, Sovende satyr).
NØGLEORD: Kirken er en central magtfaktor, kunsten hylder primært det åndelige, kroppen vises ofte som syndig (kødets) fornægtelse, menneskefiguren er ofte statisk, lukket og gengivet med hierarkiske størrelsesforhold.
NØGLEORD: Kroppen vises harmonisk, nøgen og skabt i Guds billede /med hans matematik. Mennesket i centrum = humanisme.
Fra harmoni til dynamik
NØGLEORD: Dramatik, dynamik, volumen, realisme, stoflighed, subjektivitet. Kroppen afspejler situationen, følelserne og ofte den kampsituation, mange af Barokkens værker synes at indebære. Kvindekroppen er ofte fyldig (tidens ideal) og kurvet, mens mandens er muskuløs.
NØGLEORD: Barokkens svulstighed og dramatik/dynamik udvikles til et mere forfinet, elegant udtryk, mens det legende, sensuelle og nærmest flirtende udtryk dyrkes i kropsfremstillingerne.
NØGLEORD: Nyklassicismen dyrker Antikkens formsprog som forbilledligt. Thorvaldsen og Canova er nyklassicistiske billedhuggere fra henholdsvis Danmark og Frankrig. Hvilken af deres skulpturer herunder kommer efter din mening tættest på forbilledet Apollo Belvedere? Thorvaldsens Jason? Eller Canovas Perseus? (Klik på linket "Læs mere" nederst i dette vindue for at se Apollon-statuen).
NØGLEORD: Romantikken dyrker følelse frem for fornuft, og naturlighed over kunstighed. Det mystiske, fantastiske og sublime dyrkes især i landskabsmaleriet, men Romantikken dyrker ikke menneskekroppen som sådan. Dog tiltrækkes mange romantiske kunstnere af det eksotiske fra Østen (orientalisme), og haremskvinder er derfor et yndet motiv.
NØGLEORD: Realismen afløser Romantikken. Fokus lægges på at gøre op med fantasier og idealisering. I stedet vises den ydre virkelighed, som den er - det gælder også kroppen.
Selvom maleren Edouard Manet traditionelt placeres under Impressionismen, kan man spørge sig selv, om han ikke skal have sin egen boks, fordi han så tidligt som i 1863 provokerede kunstscenen i Paris gevaldigt med to meget moderne og sensuelle gengivelser af kroppen. Begge er parafraser af malerier fra Renæssancen, og begge blev modtaget med stor skepsis og forargelse i Paris. Det drejer sig om "Olympia" og "Frokost i det grønne".
